Wednesday, 8 February 2012

Er dette en tegning?


- var udfordringen, som Lars-Göran Persson og jeg konstant stillede hinanden. Lars-Göran stod bag udvidelsen af Teckningsmuseet til det fine museum i Laholm, som står i dag. Udfordringen var naturligvis, om det var muligt at afgrænse tegning fra andre udtryk, for ligger tegningens egenart i papiret, i kullet, i stregen eller er "tegning" en metaegenskab, som ikke findes i andre kunstformer?

Ifølge vores omgivelser var vi fuldstændig ulidelige. Men vi diskuterede ikke, fordi vi var personligt besatte, det er selve traditionen i angelsaksisk filosofisk kultur at definere og at rense definitioner. Helst formulere den endegyldige af sin art, den såkaldt nødvendige og fyldestgørende definition, og da det sjældent kan lade sig gøre, for ikke at sige nogensinde - vi har jo stadig en fællesdefinition på alle kunstarter til gode: Hvad kunst er - så er ballet åbent for den aldrig ophørende debat.

Verden har sine gode sider.

I samme forlængelse har Aaron Meskin over flere artikler i British Journal of Aesthetics, "Defining Comics" - naturligvis - fulgt op af "Comics as Literature", der alene ved at være en fortsættelse af den foregående artikel fortæller, at den endegyldige forklaring heller ikke var mulig denne gang. Forskningsforsøget ligger nu i, om det er muligt at fastslå tegneserien som litteratur, når tegneserien er et medium, som bruger både sprog og billede. Tegneserien end ikke nødvendigvis bruger ord eller billeder for den sags skyld, den kan have begge eller kun bestå af det ene, hvad der er en yderligere komplikation. Meskin sørger i allerførste sætning at træde et skridt tilbage: Ikke alle tegneserier er kunst.

Meskins ærinde er en konkret udtryksform, hvad der for bare 10 år siden ville være utænkeligt i BJA. Den, som viste billeder under et foredrag i British Society of Aesthetics, kunne være sikker på at blive hængt ud under den efterfølgende festmiddag: Hvad er det værste foredrag vi har hørt i disse dage? De faktiske værker risikerer at afspore diskussionen, så æstetikken får bindinger til det, som ikke har kunnet ladet sig gøre (historien, historien...) frem for, at alt idealt er muligt. Æstetikerne kom sent til tegneserien, men bedre sent end aldrig, som tegneserieforskeren Roger Sabin har konstateret.

Roger er blandt de forskere, som henskriver tegneseriens oprindelse til 1800-tallets midte med udviklingen af de trykte medier, hvor også bladtegningen og Charles Dickens blev udklækket. Andre argumenterer for, at tegning altid været der, så hulemalerierne og Bayeux-tapetet hører med til den fuldendte forklaring.

Meskin drager en næsten-konklusion, at tegneserien er et moderne medium, opstået i 1800-tallet, og dertil et grafisk medium (med Goodman), hvori indgår en trykkeproces og en udbredelse. Tegneserien er et hybrid, hvori stor kunst kan forekomme, men ikke derfor hører hjemme i litteraturen per se. Og det er "alt, hvad vi har brug for at vide".

Ivar Gjørup, Egoland, 2006 - 1 del

Diskussionen er som altid interessant, fordi lag og forståelser kan afdækkes undervejs. Opdage eller udvikle, hvad vi har ord for. Konklusioner er i denne sammenhæng af mindre betydning.

Men lad os give tegneserien det sidste ord. Den ved naturligvis bedst:

Ivar Gjørup, Egoland, 2006 - 2. del


Aaron Meskin, "Comics as Literature?", British Journal of Aesthetics, vol. 49, No. 3, July 2009.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...