Thursday, 2 February 2012

Höre ich das Licht?


Kampen blev udkæmpet gennem mange år, indtil jeg gjorde mig mønsteret klart. For at skrive om et kunstnerisk livsværk kræver bogstaveligt talt lydhørhed. Det sætter krav til den musik, jeg i al fald kan lytte til imens.

Intet har været som at skrive om Hans Bendix' antinazistiske tegninger 1933 og til han blev ramt af censur blot 2 år senere. De er ren Beethoven. Kontraster som aldrig afklares, fordi der intet afklaret var i motivkredsen af Hitler, Mussolini og Franco. Skærende og poetisk på samme tid. Et sprog til det, som var undervejs.

Beethoven var gaven oveni at dykke ned i Hans Bendix' tegneunivers.

Bendix som ellers kunne synes så let i sine sene tegninger, at han knapt har sat mærker i papiret. Derfor forventede jeg at kunne vende tilbage til Ludwig! - da jeg skulle skrive om en tegner med den brede, sorte pensel, sort som ingen anden tegner. Han forbliver navnløs, for ellers slår han mig ihjel. Han viste sig at høre hjemme i Bachs univers. Temperamentsfuld, men strategisk - bevidst om selv den fedeste linjeføring.


Valdemar derimod har ingen basgang. Der er ingen uden om Mozart i hans tilfælde. Jeg har forsøgt. Han knuses af Beethoven og selv en Rossini er for voldsom med hans konstante crescendi. Mozart.



Denne tegning var en af de allerførste jeg så fra hans hånd. En skitse over vand, der slår op over sten. Han har villet fange den bløde bevægelse, den som ikke vil fanges.

Musikken er en indgang til at gøre sig linjeforløb klart. Den løbende kæde af håndens bevægelser. Den tilsyneladende, konstante improvisation er resultatet af den konstante arbejdsomhed, letheden kommer af kunnen.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...