Saturday, 3 March 2012

Men der var ingen bladtegner


Øjenvidner er noget stads, ifølge historikerne. De husker i perspektivisk form. De har kun set, hvad der angik dem selv, krydret med angst og ønsker, og kan derfor aldrig sammenlignes med historikerens idealt set olympiske alskuen. Fri for angsten og med tid til at se det hele billede.

Omslag til Kiplings Lyset der Sluktes over boerkrigen

Det kan der være en del i, men det kræver stadig lydhørhed, for angsten og ønskerne i samtiden havde deres gode grund. Og selvom man som historiker også skal nærme sig pressen med en vis kritisk distance, så var udbredelsen af massemedierne på denne tid en realitet. Det er en stærk oplevelse at læse Politiken i dagene op til første verdenskrigs fredsslutning, den 11. november 1918.

Krigens sidste krampetrækninger, hvem der angreb hvor og med hvilket udfald, var henvist til en inderspalte et sted i avisen. Heller ikke forhandlingerne eller aftalerne var at finde og da slet ikke togvognen i Compiègne.

For det store spørgsmål i de dage rejser sig over dagens konkrete begivenheder: Holder demokratiet? Vil Tyskland efter fredsslutningen blive et demokrati? Vil Nederlandenes demokrati kunne holde, når den tyske ekskejser er draget i eksil netop dér? Og hvad med Danmark, vil det danske demokrati vise sig tilstrækkeligt stærkt, hvis det sættes under pres syd for grænsen?

Store, stærke og legitime spørgsmål, som ikke interesserede sig for forhandlinger om grænsedragninger og nationale forståelser. Spørgsmål af olympisk alskuende format. Demokratiet var nyt, det kunne vise sig at blive en parentes i historien.

Spørgsmålstegnene forsvandt, fordi demokratiets vaklen lykkeligvis ikke umiddelbart - dog snart efter - blev aktuel. Men end ikke erindringen om spørgsmålene blev bevaret. De var aldrig blevet omsat i en form, der gav angsten form: Der var ingen bladtegner.

Hvis en bladtegner havde fået opgaven, hvis der var blevet sat billeder på, ville det have flyttet forskningens opmærksomhed. En angst ville være fastholdt, legitim eller ubegrundet, men stemningens realitet ville ikke være til at komme uden om for forskerne.

Valdemar fik sit at mærke af krigens efterspil. Han blev sammen med Julianes ældste søn, Povl, ramt af den spanske syge.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...