Sunday, 22 April 2012

Portrætuge


En bladtegner blev i forgangne uge listet blandt de 100 mest indflydelsesrige personer i verden, mens Politiken-læsere klagede over, at mindeordet over Hr. Møller bragte ikke én, men hele to tegninger af hovedpersonen. Hvilken uforskammethed.

Fra det største til det mindste, og et slående billede på det ideal om autenticitet, som bladtegningen står udenfor. Tegnekunsten har ikke uskyld, den er ifølge de nævnte læsere ligefrem ond beregning.

Vel har den ikke uskyld, men i linjen af diskussionen, som Jørgen Dehs tager op i Det Autentiske; Fortællinger om nutidens kunstbegreb, der også er udkommet i disse dage, har den nødvendigheden i sig. Ali Farzat eksempelvis. Og hvis vi vender tilbage til mindeordet - så handler fornærmelsen ikke om de faktiske tegninger af Anne Marie Steen Petersen, der var to yderst forskellige, skønne, nærværende tegnede indblik i et langt, levet liv. Fornærmelsen ligger i, at vi er blevet så vant til photoshop, at vi ikke tør forholde os til menneskelig forskellighed.

Men tænk, hvad tegneren gav os. Vi fik hans direkte blik og smil på forsiden frem for de fotos, som andre redaktioner satsede på: Det skrøbelige liv de sidste dage af lige-før, hvor beskueren uvilkårligt nysgerrigt søger at aflæse tegnene på, at nu blev nu. Som var det mere værdigt at fokusere på den allersidste dage, frem for 98 aktive år. Det er dog et faktum, at når vi mister, glemmer vi på stedet den sygdom, som gik umiddelbart forud. Dårligdom og sygdom bliver så uendeligt lidt i forhold til det hele menneske, som ikke er længere.

Hvad tegningen kan, bød denne uge også på fra anden vinkel, for en klassisk bladtegningshandling er dækningen af retssager. Selv i de tilfælde, hvor foto og film har været tilladt, har redaktionerne vedblevet at sende en tegner. Her kan tegneren noget, som fotografen kan være heldig at fange, men har sværere ved. Tegneren har ganske enkelt en anden lukketid, hvis vi skal bruge en fototeknisk term. Det er muligt at se sig ind på personen.

For af selve det ydre kan vi intet aflæse, ifølge Hans Bendix' yndlingshistorie. En af hans første opgaver som tegner var at dække en slimet mordsag. Han fik også et fantastisk kontrafej at lege med og løb stolt tilbage på redaktionen, hvor hans redaktør slog sig for panden og sendte tegneren tilbage til retten. Bendix havde tegnet forsvarsadvokaten, mens den virkelige morder var en nydelig lille herre i blåt jakkesæt.

En sådan har vi måttet se i alle medier i forgangne uge fra Oslo. Lad os gøre det kort i aften, og tage et enkelt eksempel i en af hans ligesindede: Rudolf Hess, tegnet af Hans Bendix i Nürnberg november 1945. Hans hjerne var lukket ned, så hvad han end blev spurgt om, kunne han ikke finde andre ord end:




Tak til Bendix-familien, for tilladelse til at vise tegningen.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...