Wednesday, 30 May 2012

Synes du selv, at dit liv har værdi?


- det er den type spørgsmål, man skal lægge ryg til i nærheden af en læge. En dag bør det være tid at spørge tilbage:

Har dit?

De ville formodentlig være at finde i morfindepotet resten af dagen. Det er ikke et spørgsmål, det er sundt at stille menneskene.

Men som pårørende forventes det, at vi har rygrad til det hele. Det er jo alt sammen vores skyld, som vi konstant får serveret med moralske pegefingre. "Du, det er DIG, der holder på din Mor, så hun ikke kan finde fred". Det er en af de ofte brugte.

Hvortil det er at svare: På ingen måde! Livsviljen er stærkere end nogen påvirkning, jeg kunne gøre.

Det er præcis livsviljen, Marianne Harboe har grebet i sin nye antologi Tæt på døden - tæt på livet, som udkommer i morgen. Få steder kommer den så storslået til udtryk som på vores hospicer. De er fulde af mennesker, som skal nå noget, ingen er færdige med livet, de vil.


Antologien er skrevet af frivillige, deres erfaringer, gode som svære, hvornår rollen ikke har fungeret, hvornår det fornemmes at have gjort en forskel, og ønsker for fremtiden at udvikle frivillighedsområdet. Fælles for alle bidragydere er, at tiden i hospice har gjort os selv til andre mennesker end før.

Det var et privilegium at blive spurgt om at bidrage fra pårørendeside, for den tid, jeg selv har oplevet på hospicer, har været så intens, at jeg har taget den med mig siden. Et lille øjeblik er vi sammen, syge, pårørende og omsorgsgivere så intenst rystet sammen, at de syges insisteren på at ville livet, deles af os alle.

Af hensyn til privatlivet i en svær tid, skal vi egentlig være anonyme for hinanden i et sådant hus, men netop fordi denne tid er så svær og så privat på samme tid, får vi behov for hinanden i hospicet. Jeg oplevede et meget stærkt sammenhold på tværs af stuerne, en måned var huset vores, hvor vi betingede os indbyrdes, forståelser vi ikke kunne dele med andre. Slet ikke sygeplejerskerne, fordi de var i en professionel rolle. Og her kommer de frivillige ind.

I sundhedssystemet findes der ikke længere plads, endsige respekt for omsorgsdelen. Det er derfor vi falder udenfor som pårørende, og det er også det, som gør det svært som frivillig. Vore roller ligner hinanden ved at stå med kompetencer og indlevelse, som ikke tæller.

Det er den samme mangel, som får læger til at spørge tomt. Der er derfor store potentialer, men også tværfaglige kampe forude for at opfylde det behov, som er så stort. Antologien har samlet de erfaringer, der er gjort, formulerer de ønsker, som er opstået, og sætter dermed sprog på det, som hidtil har været et tomrum.

Bogen er den første af sin art herhjemme og har allerede før sin udgivelse tiltrukket sig interesse også udefra. Det er blevet en bog skøn at skue, der alene ved sin fremtræden fortæller, hvad det er vi har brug for til at være hele mennesker: Kunsten, sanseligheden - og eftertanken.


Marianne Harboe (forf. og red.): Tæt på døden - tæt på livet; Antologi skrevet af frivillige ved danske hospicer. Udgivet af Foreningen af Frivillige ved Hospice, 2012.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...