Wednesday, 2 May 2012

Visuel intethed


Ved indgangen til maj blev Hans Bendix i sin tid - 1961 - interviewet af Herbert Pundik om sin oplevelse af Adolf Eichmanns rettergang, anklaget og siden dømt for sin rolle i organiseringen af deportationerne til koncentrationslejrene: Eichmann gjorde omfanget af nazisternes forbrydelser mulig. Selve retssagen var blevet indledt i april samme år under stor mediebevågenhed. Hvert et øjeblik blev dækket ind af kamera, fotografer og tegnere. Bendix selv kan anes på fotos af salen med papirer i travl uorden foran sig på retssagens allerførste dag.

Den forudgående april i år blev Breiviks retssag indledt i Oslo og også her sad to tegnere med på første række. Så da vi atter nåede til maj, blev den ene, Esther Maria Bjørneboe, interviewet bl.a. til Weekendavisen, for vores kulturkreds kræver ord: I har nærlæst den anklagede, hvem er han, viser han skyld, forstår han overhovedet sin skyld?

Begge tegnere svarer, at skylden ikke er visuel. Bendix understregede, at Eichmann kunne have været hvem som helst, ihukommende sin egen, første retssag, hvor han tog fejl af den mordanklagede og dennes forsvarer. De to retssager er overhovedet paralleller i denne retning, for dybest set er der intet at se. For begge de nævnte anklagede gælder, at de er uden kerne, uden autoritet i egen person, og har gjort sig til lakajer for, hvad de selv ser som en større sag.

Mere fiktive kan deres personligheder næppe blive, hvad der i salen kan føre til nedsmeltning, som Bjørneboe har fortalt:

Han klarte ikke å holde masken. Jeg får nesten alltid dårlig samvittighet i rettsalen. Slik var det også denne gangen. Jeg tok innover meg ubehaget han hadde, og det er vondt å se et menneske tape ansikt. 

Kan man nævne Eichmann-retssagen uden også at sige Hannah Arendt? Også hun søgte at finde en logik, at en forbrydelse af dette omfang kunne finde sted og en af hendes forklaringer blev manglen på indre dialog hos de anklagede, evnen til at reflektere en tanke fra forskellige perspektiver som skulle, måske også kunne have forhindret forbrydelserne. Hendes konklusion er uundgåeligt den samme som for tegnerne: Det er tomme skaller, afklædte til ingenting i retssalens skarpe lys på dem.

Så tegnernes opgave har været at indfange tomheden og fastholde farligheden. Løsningen bliver selve salen, den større helhed, som de anklagede i deres tomhed netop ikke formår at indgå i. Retssalen som nøje koreograferet dialog helt ud til udvekslingen af noter, retsbetjentene bringer til og fra bordene.

Hos Hans Bendix har Eichmann indtil flere udkradsede ansigter, der var intet at indfange og intetheden modsvares på billedplanet af anklageren, Gideon Hausner, som det skarpe intellekts dynamiske nærvær - se blot hans hånd i billedets nederste kant. De adskilles af forsvarerens, Robert Servatius, omfangsrige korpus, mens dommerpanelet personificerer den forskellighed, som Eichmann ikke formåede, lyttende, og analyserende:



Den komplette udskrift findes på www.nizcor.org, gruopvækkende og uomgængelige ord. Det var de 1400 vidneudsagn, som blev ansatsen til vores holocaustforskning.

Udskrifterne har også deres basalt menneskelige spændingsstunder, hvor man sidder yderst på kanten af stolen for at få hver en nuance med, såsom vidnesmålet fra den psykolog, Gustave Gilbert, som også talte med de anklagede i Nürnberg. Anklageren måtte spørge til deres opfattelse af skyld, dommerne greb ind, at det spørgsmål ikke måtte besvares på andenhånd, men da tre sprog var i spil - psykologen var brite, anklager og dommere talte hebraisk og forsvareren tysk, så nåede Gilbert alligevel at få ud, at de ikke havde angret noget som helst.

Hvorefter Servatitus, forsvareren, forglemte sig for at lange ud efter Gilbert og erklærede, at de anklagede i Nürnberg havde hånet ham bag hans ryg i sin tid. Ups. For sin del glemte Bendix ikke et øjeblik at have mødt Eichmanns forsvarer i Nürnberg, og at journalisterne dengang havde spurgt rækken af forsvarere, hvad de havde beskæftiget sig med i de 12 år, nazisterne var ved magten. Dengang havde kun en enkelt villet svare, og det havde ikke været Servatius.


Tak til Hans Bendix' familie for tilladelse til at bringe tegningen.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...