Friday, 24 August 2012

Den levende skulptur


Billedhuggeren Steffen Harder arbejder med opløsningen af værket for igen at skabe nyt - det gælder den konkrete skulptur som de allerede eksisterende i vores byrum. Hvis nu vi udskifter dem med faste mellemrum, ville skulpturkunsten igen blive noget, vi engagerede os i. Og de udskiftede kunne komme på skulpturkirkegård, hvor de skaber et nyt kulturmøde.

Nedenstående har været bragt i Weekendavisen og Berlingske, videoen er fra hans workshop på Willumsens Museum i 2010:



Af Steffen Harder 


Længe har vi diskuteret skulpturen i det offentlige rum. Det har handlet om magt og afmagt i at stille dem op, og lyst og især ulyst til bestemte værker. Lad os nu vende diskussionen til det positive spørgsmål: Hvad VIL vi med skulpturen?

Lad os tidsbegrænse opsætningen af offentlige skulpturer. Vi kunne beslutte, at de står i en periode på måske 5 år, hvorefter det besluttes om den enkelte skulptur skal stå 5 år mere, eller tages ned og flyttes på skulpturkirkegård for at give plads til et nyt værk.

Det vil betyde dynamik på alle planer. Større vovemod i beslutningsprocesserne, flere kunstnere kommer i spil, og vi får langt mere kunst i offentligheden. Selve udvælgelsesprocessen vil blive mindre smertefuld. Hvis skulpturen ikke fungerer efter den afsatte tidsperiode, så er det tid at sende den videre.

Det kommer til at betyde en helt ny tidsalder for skulpturen, der ikke længere bliver forbundet med forstening og fortid. Sten og metal får pludselig til bevægelse. Skulpturen bliver levende og noget, som enhver forholder sig til. For hvad er det nu, som står på pladserne, i rundkørslerne, og i parkerne, og hvad skal der stå næste gang?


Der er ingen destruktion i igen at fjerne en skulptur. For den skal videre til et nyt liv: Skulpturkirkegården. En forladt grusgrav eksempelvis, hvor de skulpturer, hvis betydning er forældet, eller som ikke passede til det sted, de var tiltænkt, mødes og lader ny synergi opstå. Et sted, hvor vi igen opdager de særlige linjer, frækheder og detaljer, fordi vi nu ser hver skulptur sammen med andre værker, der ligner den. Måske forelsker vi os i værkerne igen, så de en efter en hentes fra skulpturkirkegården og får nye tilhørssteder.

Forladte grusgrave har det med at ligge i områder af landet, som ofte er forladte af initiativ og pengestrømme. Med en skulpturkirkegård skaber vi en ny attraktion, der vil skabe interesse og tilstrømning. Den vil være et sted, hvor historier opstår af skulpturernes historiske værdi, og hvor vi kan nyde skulpturen for dens æstetiske magt over os. Den styrke vi ellers ikke har tid til, når vi løber forbi dem til bussen eller kører ind i rundkørslerne.

Lad os give skulpturen en ny tidsalder. Lad os nyde dens nærhed, dens storhed og dynamik. Det, som gør skulpturkunsten unik. 


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...