Saturday, 18 August 2012

Husk at banke på først


Midt i denne tid af demonstrerende bamser og blodigt opgør i Syrien, er der et sted, hvis egen historie rummer volden, og som jeg bør vise dem, som vedblivende kommer til bloggen for at finde noget om malermester Christian Emil Dam.

Han, som livet igennem var Valdemars mest betroede medarbejder på de store udsmykningsopgaver. Christian Emil Dam var allerede central på Valdemars hold på omkring 10 mand til Landsudstillingen i Aarhus 1909, hvor alle mand til sidst var så gennemslidte, at de misundte Christian Emil Dams opgaver lige ved "Restaurationen" med tilhørende ølankere. Og det var ham, som Valdemar insisterede på at have med sig til Abildgaardsalen på Christiansborg i 1921, hvis han skulle sige ja til opgaven.

Vi får aldrig den endelige liste over Valdemar Andersens udsmykninger. Men mange hidtil ukendte er fundet og kommer stadig til, ligesom uforlignelige mennesker konstant ringer med nye spørgsmål og fund. Således også Politigården i København:

Foto: Kulturarv.dk

I Hack Kampmanns mastodont af en bygning fra 1918-24 er stilen gennemført helt ind i bygningens mest ydmyge hjørner:


- vi er her på herretoilettet ud mod Otto Mønsteds Gade. 

Bygningen har marmoreringer overalt i sit indre. Hvert et træarbejde har årer som af marmor, selv bænkene på gangen udenfor kontorerne, der i tidernes løb yderligere har fået tilført navne i graffiti, fuldstændig som hvis de havde været af sten:

- Tak til de ventende gennem et lille århundrede

Stilen var så tydeligt inspireret af Valdemars modernistiske marmorarbejder, der intet gør for at skabe illusion om den ægte vare. De leger med løbende linjer i åben og grove strøg, hvor penslen stadig kan fornemmes, sat på bygningsdetaljer, der fører hen og op til hans monumentaludsmykninger:

Valdemar Andersen, Det tidligere Ting. og Arresthus i Hobro, 1921


Samme hensigt er ført ind på Politigården. Alt efter hvor i bygningen, vi befinder os, er der årer i gråt, brunt eller grønt, gerne med den lille farveforskel, som var det en urenhed i "stenens" overflade, måske i rødt, som får en trædør til at gløde. 

Jeg fik lov at gå i arkivkasserne for at opklare totalopgaven. Vi vidste allerede, at Christian Emil Dam var akkrediteret for Politidirektørens kontor. Men Valdemar satte ofte navn på medarbejdere, som havde udvist stor selvstændighed i udførelsen af opgaven, så der kunne stadig være en kunstner bagved, som have lagt strategien for bygningen. 

Her må det indskydes, at hvis nogen tror, at arkiver er kedelig læsning, så har de endnu til gode at opleve et. Dette var optegnelser fra diskussioner for eller imod nødvendigheden af egentlige fængselsceller i Politigården, da den var under opførelse, og siden oplistninger fra 1945 af, hvilken tortur, nazisterne foretog, og hvor i bygningen, det var foregået, under besættelsen. De nøgterne tal virker så meget værre, når det går op for én, at man sidder lige oven over, hvor mennesker har lidt.



Svaret på kunstneren dukkede op i en kvittering for betaling af Christian Emil Dam. Han har dermed været ansvarlig for hele opgaven.

Og så var der hende, som begyndte det hele. Det var faktisk grunden til, at vi kom i kontakt, for i en niche på det allerede nævnte herretoilet former et par linjer sig nærmest umærkeligt til et lille kvindehoved:


Der findes ikke et foto af Christian Emil Dam, hvor han ikke er nær at bryde ud i storlatter. Han har leget med os under udførelsen, og hun er muligvis heller ikke den eneste. Der er flere ansatser på samme toilet. God fornøjelse med at finde dem. 

Husk at banke på først.


En stor tak til Jytte Glamsø og hendes gode kolleger på Politigården og til Christian Emil Dams barnebarn, arkitekt Tine Nielsen, der har bibragt os viden og vid om hans levned.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...