Friday, 3 August 2012

Kunstens virkeligheder


Et godt propagandabillede er kendetegnet ved at kunne bruges af medløbere som modstandere. Er det ikke tiden lige nu til at tegne inde fra Syrien, er der mængder af tyk fotoforstillelse fra få øjeblikke siden, der med en smule tiltegning kan fortælle med modsat fortegn.

Nedenstående eksempel er skønt grebet, pastelklichéen, der i sig selv er så for meget på alle planer, at det er rigeligt at dekorere kagen med blod og drab. Dog, kagedekorationen flytter vores opmærksomhed på al-Assads hænder fra faderlig beskyttelse til noget som kunne ligne barnemord. Drengen er i øvrigt en kompositorisk klassiker fra malerkunsten, hvor en lille bifigur, aldrig hovedpersonerne selv, ser direkte ud på os beskuere og sikrer sig, at vi ser med.

Copyright: Hiba Hasan, via http://www.facebook.com/aliferzat?ref=stream

Hans blik på fotografen - og dermed os - minder mig om en udstilling engang som omviser på Kunstmuseet, hvor vi fik nøje besked på, at vi skulle tale om billeder ud fra det interesseløse begær, som traditionen foreskriver: Vi ved, at kunst ikke er virkelighed og det fortæller vores fornuft os også, når vi står foran kunsten. Nu bestod udstillingen af lutter afklædte yndigheder ved åløb og i alkover, så strategien virkede ikke et øjeblik foran publikum. Det var som at tale med løftet pegefinger, så jeg skrottede for min del påbuddene på stedet. Enhver kunne se, at dette var billeder skabt til at lege med beskueren og indgå en art kontrakt, at ganske vist var værkerne ikke håndgribelig virkelighed, men derfor kan begge parter have en jolly good time sammen.

Det betyder ikke at skære alle tankebaner over, tværtimod er det så meget mere at åbne for kompleksiteter i mental leg. Kontrakten mellem værk og beskuer er så langt mere raffineret end at sætte virkelighed over for uvirkelighed. Ali Farzat har fortalt, hvordan han først begyndte at sætte ansigt på sine tegninger kort før konflikten. Indtil da tegnede han magtens mænd som arketyper. Det gjorde ham uantastelig, for enhver repressalie mod ham ville være det samme som at indrømme at have genkendt sig selv. Kritisk tegnekunst har aldrig været i tvivl om, at den bevidste leg med beskueren kan flytte  vores forståelse af verdens virkeligheder.

Hvis det samtidig er en opfordring til, at kunstens værker - det tilsyneladende endelige - ikke opfattes som en begrænsning for den store tanke - det uendelige - og at et udgangspunkt kunne være den kritiske tegning, så skal ingen protester lyde herfra.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...