Sunday, 9 September 2012

Kunstens medsammensvorne?


Det siges, at en studerende engang sprang op og protesterede under en oplæsning i Proust-Selskabet: "Proust er ikke morsom!"

- de så ham aldrig igen.

Men han har heller ikke været savnet, for han har som kommende analytiker misforstået den helt basale handling: At være læser først. For så ville han have opdaget, at Proust er bidende morsom - som Joyce er det, og Musil og Woolf.

Lad os blive ved hende lidt, Virginia Woolf, og bruge hende til at sætte ord på Joyce. For ham hører vi sjældent om indefra hans bøger, men oftere fra det trøstende hjørne, at der ikke er grund til angst for ham. At der er store glæder at finde for den, som tør.

Andrea Mantegna, Den hellige Sebastian. Kunst at tilbede i troens navn, men også - og vel egentlig - uforfalsket synsglæde over en virtuos kunstner, som bruger pileregnen til at skabe en twistende og drejende mandskrop foran os.

I den grad. Men vi har en kultur, der fordrer, at det er kunsten og ikke os, der skal gøre en indsats. Odysseus-figuren, hvoraf Joyce gav os sin version i 1922, fik efter anden verdenskrig endnu et betydningslag, nu som billede på populærindustiens farer. Den vil netop gøre os passive, ifølge Horkheimer og Adorno. Den sørger for, at alt er tygget igennem for os, at intet afskrækker os, og at intet må være for svært at opfange ved første glimt. Vi nyder som den bagbundne Odysseus, men vi er hindrede i at agere.

Bladtegnerne internationalt er ved at få den uvane at skrive navnene henover deres personer. Først var det diskrete skilte eller andet, som indgik i tegningen, nu står navnene med kapitæler som på landsholdstrøjer. Resultatet bliver en visuel og mental dovenskab, en form for den-siger og den-svarer-banal vittighedsform, hvor vi allerede er nået så langt, at en tegner i denne uge selv brugte det som argument, da han blev angrebet, at "hendes navn jo ikke stod skrevet". Hvorfor så tegne overhovedet?

For kunstens dommere, kritikerne, kan kun hjælpe os, som Woolf understreger, hvis vi kommer til dem læsset med spørgsmål og forslag, som vi er nået frem til under vores egen læsning. Kritikerne kan intet gøre for os, hvis vi lægger os i deres skygge som får under en hæk. Vi forstår kun deres domsafsigelse, når den kommer i konflikt med vores egen og besejrer den.
Per Marquard Otzen: James Joyce i ordhavet. Umiddelbart bundet, men henslængt rygende, åben for, hvor kunsten fører ham hen. Nærmere kommer vi ikke læserens første opgave - lad os i hans billede kaste os ud.

At læse en roman er en svær og kompleks kunst, fortsætter Woolf i essayet How Should One Read a Book? - med understregning af spørgsmålstegnet, at her er ingen givne svar. Vi skal som læsere være i stand til ikke blot at opfange med stor lydhørhed, men med også fantasiens vovemod, hvis vi skal tage det hele til os, som romanforfatteren - den store kunstner - giver os.

Diktér ikke forfatteren, bliv i stedet hans medsammensvorne. Vi husker eksempelvis ikke længere, hvilken kontekst der var den oprindelige til Per Marquard Otzens tegning. Nou en. Tegningen alene giver ubændig lyst til at kaste sig ud uden angst for at drukne. Voldsomt dog, vi risikerer at komme tilbage som andre mennesker.

Lad os derfor også give det sidste ord til Virginia Woolf, at når Dommens Dag kommer, og de store erobrere og statsmænd træder frem for at modtage deres belønning - deres laurbær og deres navne graveret i evig marmor - "da vil Vorherre vende sig om til Skt. Peter og sige, ikke uden en vis misundelse, når Han ser os komme med vore bøger under armen:

- Hør, de der behøver ingen belønning. Vi har intet at give dem her. De har elsket at læse".


TAK til Per Marquard Otzen for fuldfed, tegnet mod!



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...