Thursday, 25 October 2012

Hvad siger en kunsthistoriker til Abildgaardsalen?


- Spurgte dr.phil. Mirjam Gelfer-Jørgensen mig engang med et sigende smil.


Valdemar Andersen: Pige med sommerfugl, øverst på Abildgaardsalens ur.
Hun er en skulptur, der i egen ret ville være erklæret bevaringsværdig, hvis hun blot ikke havde siddet på - et ur.
For hun har uhyggeligt ret. Nedenfor er gengivet hendes debatbrev til Weekendavisen, der fastslår de akutte situation for de arkitektoniske pragteksemplarer fra det tidlige 20. århundrede, hvis facader fredes. Deres indhold derimod, som deres arkitekter skabte med lige så stor omhu som tagets hældning og hjørnernes vinkling - det er op til tilfældige personer indenfor, hvis de en dag synes - der skal da ske noget nyt?

Som kunsthistorikere bærer vi vores del af ansvaret. Vi har forsømt at få sprog for udsmykninger af lofter og vægge, forsømt at definere betydningen af den indre arkitektur, herunder det unikt tegnede møblement, forsømt at skabe det omfattende forskningsmateriale, så vi kan begrunde, hvad der har værdi.

Michelangelo er en typisk undtagelse, der blev en central figur i den store kunsthistorie. Han, som malede på et vist loft, formåede at banke sin position igennem, at uanset hvor hans kunst befandt sig, så var det kunst.

Michelangelo, udsnit af sistinerloftet, her Jeremias.

Lige siden har kunsthistorikerne leet paverne ud, især de stykker med pavenavnet Clemens, som forsøgte at komme af med det malede stads eller som det mindste få tilføjet en del lændeklæder, så loftet svarede til deres tids smag.

Deres tids smag. Det er kerneproblemet. Den tilfældige fjernelse eller tilmaling efter nu-og-her-princippet fjerner helhedstanken for en bygning, som nogen har givet os som en gave for at gøre en forskel for os og som har kræfter til at leve på tværs af tiden.

Ditte Gantriis, Company, 2012. Foto: Green Is Gold / Ditte Knus Tønnesen.

Interiøret i det 20. århundrede er så meget vigtigere, fordi kunstens løsøre blev flyttet fra vores officielle fællesbygninger til sikrede institutioner. Det var der en god grund til, selvom Adorno det sidste halve århundrede er blevet groft fejlciteret for, at det betød kunstens død. Men netop interiører er en type kunst, som ikke kunne være nærmere i vores liv. Ofte befinder den sig endnu privat.

Ritt Bjerregaard har svaret på Mirjams debatindlæg, at det for Københavns Rådhus' vedkommende er et hærværk, der kun drejer sig om løsøre som et par skriveborde?

Men det er intet svar, det er indbegrebet af problemet. For skrivebordene har været tænkt ind som en helhed. Til os.

Ditte Gantriis, Company, 2012. Foto: Green Is Gold / Ditte Knus Tønnesen.Ditte arbejder med hele rum i opbrud af form og mening, men i modsætning til Michelangelo er hun som billedkunstner beskyttet mod indgribende paver. Medmindre hendes installation flytter fast ind i en sal.


Som Mirjam understreger, er sikringen af det 20. århundredes interiører enkel at omsætte i praksis. Det er kun øjnene og indstillingen der mangler.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...