Monday, 14 January 2013

Der er efterhånden en hel del at komme efter!


I foråret 2010 var min Far netop kommet i respirator, og han var endnu indlagt, da nedenstående kommentar af Hans Edvard Nørregård-Nielsen, formand for Ny Carlsbergfondet, blev bragt i Weekendavisen, den 29. april. Det var stærke ord at læse højt, og vi nød hvert et afsnit, at nu er det sagt!

Styrken i vreden er desværre kun alt for relevant også i forhold til eksempelvis Valdemar Andersens livsværk. Der males hvidt, når en stylist flytter ind og ikke ser værdi i klatrende drager i trappeopgangen, ligesom arkitekter fjerner modernismens marmor. Det er en stadig og ofte tabt kamp at bevare, hvad han skabte.

Nedenstående, som af pladshensyn har måttet forkortes en del, er et centralt indlæg i diskussionen om respekten for kunsten, kunstnerne og vores udsmykkede fællesrum. Ikke mindst i lyset af, at et nyt kommunalvalg nærmer sig, og som også Mirjam Gelfer-Jørgensen har diskuteret, har despekten en tendens til at sive fra lederkontorerne og ned:



Der er efterhånden en hel del at komme efter!

Af Hans Edvard Nørregård-Nielsen


En deprimerende mængde af alt det, der spredt over hele landet udgør en lang række sammenhængende tyngdepunkter, der måske er blevet etableret gennem flere generationer, er nu stærkt truet af ukyndige mennesker, der undertiden er på vej væk, når deres beslutninger bliver ført ud i livet.

Når tendensen ikke mindst er udgået fra Anders Fogh Rasmussens forkontor, må det - sagt med gentagelsens magt - ses i sammenhæng med den uvilje mod eksperter, der med ham som statsminister blev en udtalt del af regeringens holdning. Og som nu er forblevet en del af arvegodset efter ham. Så, hvis jeg må sige det sådan, er der efterhånden en hel del af komme efter. Når min fætter, der er revisor, spørger om jeg har mere forstand på kunst end han, har jeg baglæns spurgt, om han er bedre til at stille tal op i kolonner, end jeg er. "Det var ikke godt andet", svarer han hver gang tålmodigt, og det svar vil jeg for fremtiden gøre til mit.

Valdemar Andersens barokprægtige loft i festsalen fra 1917 i Odd Fellow-logen i Aalborg. Nu overvejes bygningen solgt.

En pengerigelighed og et behov for at markere sig gennem ikke mindst kunstindkøb har sendt en mængde store og små politikere ud i kunstlivet. Det er undertiden med store penge på lommen og en tillid til, at når de er gode til at køre stærkt i bil, kan de også med et kvart øje se, hvad der har fremtiden for sig i kunsten. Malerierne hænger og skulpturerne står som en slags selvbekræftelse, men værkerne er gennemgående af en kvalitet, der gør det vanskeligt at hænge kunst op i nærheden af dem.

Og netop her er der opstået et voksende problem for os, der arbejder for Carl Jacobsen (...) med efter et kvalificeret skøn at anbringe kunstværker i det offentlige rum. (...) Ny Carlsbergfondet har i det sidste par år satset på en ret massiv placering af dansk kunst ned langs vestkysten. Det er bl.a. sket i en slags loyalitet med yderkantsområdernes trængsler, og man bliver altid lettere bevæget over at høre, hvordan stederne som en del af deres elendighed end ikke er i stand til på symbolsk vis at bidrage til erhvervelsen. Altså betaler Ny Carlsbergfondet det hele, men vi er knapt nok kommet ud af byen, før der alligevel er penge til at købe de anderledes fornøjelige sager, som vi helst ikke vil optræde sammen med. Det er forstemmende og båret af den lille fiffighed, der så mange steder har afløst en egentlig tilregnelighed, hvad angår aftaler.
Per Marquard Otzen, portræt af den luftige tale med næsen i sky, 2012.

Det begynder hos borgmestrene, men når på det folkevalgte plan langt ned i menighedsrådene, der har ansvaret for vores kirker, som de spredt over hele landet repræsenterer det måske vigtigste element i vores kulturarv. De er der som betroede talenter og er derfor huse, som vi stadig bygger på, men hvor må man ofte græmme sig over den mangel på viden og egentlig sans for kirkekunstens væsen, der undertiden præger drøftelserne omkring nogle ny bidrag. Kunsten begynder, hvor den gode smag og især en efterligning af den holder op, men der er næsten altid i et menighedsråd en lokal version af Knold og Tot, som kender en kunstner rundt om hjørnet, og om ham gælder det især, at han er parat til at arbejde for en halv pris.

Det resulterer i værker, som ret hurtigt må udskiftes med nogle nye, og det hugger sig ind på den kontinuitet af kunstneriske vidnesbyrd gennem små tusind år, der er blevet en del af kirkens eksistens mellem os. Vi ser og genkender en følelse eller et udbrud, som er blevet sendt ned gennem tiden, ethvert øjeblik mødes her med evigheden, og lad det være kunstens nødvendige modvægt til det at blive dagens mand eller kvinde i Vild med dans.

De fleste kvalificerede bidrag til kunsten i rummet forudsætter nogle lange og seje træk, der først og fremmest kræver tid. Kunsten kan bestå af nogle knortede eksistenser, der ikke uden videre tilpasser sig, men må afvente, at tiden når op på siden af dem. Ligesom det da sker, at tiden bevæger sig forbi et kunstværk, men så ofte efterlader det med en slags aura, som sikrer dets fortsatte eksistens. Det er således ligegyldigt, hvad man måske i dag mener om Den lille Havfrue som kunst for skulpturen har af mange andre grunde fået en varig plads mellem os. Enhver tids værker skal under alle omstændigheder have tid til at falde på plads, og derfor er det uhyre problematisk, når en stemning i øjeblikket uden videre fjerner det, som generationen før med stort besvær har fået på plads. Jeg må på fondets vegne efterlyse en større tilregnelighed og evne til at handle med nogle større perspektiver for øje.

Biblioteksloftet i Hjørring, som Ny Carlsbergfondet støttede udsmykningen af i 1926. Valdemar tog sig af loftet, mens Larsen Stevns siden udsmykkede væggene. Udsmykningen blev dækket til i begyndelsen af 1970'erne og menes ikke længere mulig at afdække. Eller?

(...) Carl Jacobsen havde et stort ønske om at bringe kunsten ud, hvor folk færdedes (...) og som en af Fondets mest storslåede udsmykninger overhovedet fandt man i Hjørring på Centralbiblioteket Niels Larsen Stevns store freskoer med motiver fra Vendsyssels historie. Senere udsmykkede Jens Søndergaard biblioteket i Thisted, medens Niels Bjerre tog sig af det i Lemvig.

Mange af kunstværkerne lader sig stadig se på de aftalte betingelser, men i Hjørring er det nu tidligere centralbibliotek med Larsen Stevns' freskoer på lumpen vis blevet afhændet til privat side, og i Herning er den storladne udsmykning, som Jørgen Gudmundsen-Holmgreen udførte til Herning Gymnasium nu blevet solgt sammen med bygningen. Hvad ellers, ingen kunne forudse den udvikling, vi nu er midt i, men man må ofte græmme sig over det urene trav, der præger nogle af forløbene. Eksemplerne er talrige, og de viser, hvordan sten efter sten for længst er blevet revet med af strømmen.

Valdemars udsmykning af biblioteksloftet i Hjørring findes nu kun i sort/hvide gengivelser, akut dokumenteret, mens loftet blev dækket til. Det er Faust og Erasmus Montanus, der folder sig ud på den ene side af midtergloben. Hamlet hører blandt dem, som sluttede sig til i et af de øvrige hjørner. Hele verden foræret til de læsende.

Der kunne nævnes mange andre eksempler fra hele landet, og de afspejler i etisk forstand den forskrækkende mangel på anstændighed, der prægede borgmestervalgene efter det nys overståede kommunalvalg. Det er noget enhver kan se, men da skaden er kollektiv, bør den som så megen anden løsagtighed ikke nævnes. Alting viser, at Ny Carlsbergfondet er en dybest set ligegyldig aktør i den sammenhæng (...) hvis vores medspillere betragter værkerne som en del af den fremherskende underholdning, der skal vare fra i dag og til i morgen.

(...) Carl Jacobsen troede på kunstens betydning i vores daglige omgivelser, og han udtrykte det i forbindelse med indvielsen af legatet "Albertina". "Lad kunsten adle vor by og den vil adle os". Man kan gøre sig munter over den forældede udformning, men meningen bagved er god nok, og ikke til at tage fejl af. Kunsten er både en udfordring og en rekreation, der har eksisteret her i landet, siden de første mennesker under de besværligste forhold tog den til sig som noget, der var livet om at gøre.

Hverken mere eller mindre!



En stor tak til Hans Edvard Nørregård-Nielsen for et stærkt og bevægende indlæg og tak til Per Marquard Otzen for uforlignelig tegnekunst.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...