Thursday, 24 January 2013

Selvkopister og gemene kopister


Den seneste tid er foregået en diskussion om graden af selvkopiering Bill Days tegninger imellem. Den samme tegner, som Daryl Cagle netop har samlet ind til, så Bill Day det næste år er ansat på cagle.com, hvor hans tegninger vil nå beskuerne direkte uden en redaktion som mellemled.

Indsamlingen har nået sit mål før tid, men den er desværre blevet skæmmet af kritiske indslag, hvordan Bill Day har gentaget en del af sine tegninger - der er påvist omkring 50 tilfælde - han har genbrugt en tegning med større eller mindre tilretninger, en del har helt nye pointer.

Foreløbig er det et spørgsmål, hvordan tegningerne er blevet genbrugt, når vi ikke kender tilblivelsesdatoerne for hver enkelt. De kan eksempelvis være gentegnet i forbindelse med videresalg, hvor hver avis har sine ønsker, så hvad der i første led fremstår som kopiering på egen grund, alligevel viser sig at have et element af nytænkning.

Om ikke andet er der foreløbigt fundet små 50 eksempler, så Bill Day har under alle omstændigheder en vis motivisk radius. Dertil er det mærkværdigvis en diskussion, hvor den store kunsthistorie for en gangs skyld ikke ser et problem, snarere tværtimod. Kunstneren kendes på den koncentrerede færd, hvor gentagelsen er en måde at arbejde sig uden om de løse lag for at komme ind til det egentlige i eksistensen. Ind bag menneskets dårskaber, eksempelvis, der har det med at tage sig ens ud generation efter generation, hvor det i sig selv kan blive en pointe at genbruge en tegning.

Fine pointer er det i tidernes løb blevet til i Bill Days streg, som kortlægningen af en teabaggers farlighed og fornuft. Hjernens tyngde afløst af teblade:

Bill Day - typer af farlige typer

Så findes der en helt anden kategori, hvor direkte kopister genbruger af andres værker. Iranske Kianoush Ramezani har her i vinter oplevet flere af sine værker kopieret, først af en syrisk tegner, hvor den pågældende tegning dog straks blev fjernet, da problemet blev opdaget. Og nu er det sket igen i Tunesien af en ligeledes ukendt tegner. 

I begge tilfælde er der tale om højpolitiske, tegnede kommentarer, hvad der i sig er interessant - analyser der vandrer over indtil flere kontinenter for at gå ind i et stykke samtid. Problemet er ikke nødvendigvis kopieringen per se, men at formå at gøre det bedre end forgængeren?


Ukendt tunesisk tegner, kopi efter Kianoush Ramezani

Nedenfor ses originalen. Den afslører for os, hvor præcis en analytiker, den gode tegner er. Originalen står på en lysende baggrund uden et gram overskydende blækfedt. Kopisten derimod har indsat ekstra pynteled såsom en kæk hånd, der barberer ind til - hvilken figur? Ikke Tunesiens yderlinjer på landkortet, eksempelvis, noget halvkantet amorft i forhold til Kianoush' lettet smilende tuneser.

Hele pointen befinder sig i det lettede smil, når den skæggede salafist slipper taget i Tunesien, hvoraf lettelse og land begge er forsvundet i kopistens tilfælde.

Kianoush Ramezani, Ennahdha Degage/Free Tunisia, 16. marts 2012


Lettelsen er så meget større, fordi salafister er kendetegnet ved deres råbende arrighed. Salafister er altid vrede. Det har givet dem deres egen ikonografi hos tegnere af Kianoush Ramezanis kaliber. Kun hos ham får en tegning som den nedenstående en vitterlig farlighed for salafister ved at tage dem på ordet og genskabe dem i deres egen selvbillede:
Kianoush Ramezani, Salafist Harmony, 5. marts 2012.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...