Sunday, 27 January 2013

Ved Auschwitz-dagen 2013


Auschwitz-dagen er så meget nyere end mindestunden over første verdenskrig - og efterfølgende væbnede konflikter - den 11. november, og som Michel Kichka spurgte sig som barn, hvis den ene type ofre mindes, hvorfor så ikke også hans egen bedstefar, der blev dræbt i koncentrationslejr?


Michel Kicka, Udsnit fra Deuxième Génération, 2012.

Monumenter har en forunderlig evne. Den soldat i bronze, der synes at være en støbt mængdevare, og som står med sænket hoved og våben i snart den mindste samling bebyggelse i det skotske højland eller ved en irsk kyst - nogen kommer altid løbende, så snart man nærmer sig monumentet, for glædestrålende at fortælle om netop dét navn, som er indhugget på netop dét sted på stenen. En menneske, som er forblevet ungt og fuldt af energi i erindringen, fordi han aldrig nåede at leve sit liv.

Og så er der de monumenter eksempelvis, som stilles op for at lukke ned for enhver erindring - så er det gjort, så placerer vi krigen derhenne og lægger den bag os. Den hændervridende kvinde nedenfor sørger for at sætte første verdenskrig udenfor ethvert spørgsmålstegn. Den upåklædte kvinde som sorg og ikke konflikt. Hun er yderligere utilgængelig bag en indhegning - jeg måtte finde nogen at spørge, hvad hensigten var med hende:


Monument dedikeret første verdenskrig foran hovedbygningen til Albert-Ludwigs-Universität Freiburg.

Michel Kichka og hans søskende var klassiske førstegenerationsefterkommere efter en konflikt ved at holde deres forældres tavshed. Hans børn derimod var lige så klassiske ved at spørge deres bedstefar far indtrængende om, hvad der var foregået. Pludselig begyndte Michel Kichkas Far at tale, og da han først var begyndt, holdt han ikke op igen:
Michel Kicka, side fra Deuxième Génération, 2012.

På en baggrund af "il parle, parle, parle...", slår det især, hvor symboltung hitlerregimet var i hvert et led. Mennesker blev til mærker. Despoten var en nøje iscenesat blækklat, helt bogstaveligt, mere behøvede tegnerne ikke inddrage, mens hans mordofre skulle gøres synlige som målskiver med centrum over hjertet. Dertil deres bødlers symbol, gassen, transporten, togsporene, bygningen ved indgangen, alle nu ikoniske elementer til at fjerne og udrydde.

Ikoniske, fordi det ikke lykkedes - ikke lykkedes at udrydde erindringen. Michel Kicka omsatte sin Fars ord til et tegneseriealbum, Deuxième Génération (Dargaud 2012), der i sig et monument ved at forene lagene af viden og hukommelse i levende erindring og lade den forblive levende. Og dermed også blive vores historie.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...