Friday, 22 February 2013

Arketype versus kopi


Hvad ligger der i grunden i at kopiere?

Arketyper er for deres del opstået gennem gentagelsen, hvor et billede på noget har kunnet bruges til at forklare noget helt nyt. Nu har vi lige set på bladtegnerens selvbillede i Hamlet, der ser livet i øjnene i mødet med Yoricks tomme øjenhuler, og netop ham finder vi eksempelvis igen og igen i krigslitteraturen.

Under første verdenskrig beskrev Blunden, hvordan han pludselig stod med et øjenæble i hånden, den eneste rest af den ven, som øjeblikket før var ved at stege bacon, da en granat slog ned. Det samme gjorde hans soldaterkolleger under Vietnamkrigen - eksemplerne er utallige. Shakespeare blev Blundens måde at forklare det uforklarlige, udsendt til at dræbe endnu før, han var myndig. Og gennem Shakespeare genkender vi hans fortvivlelse, undren og kritik af samtid og krigsførende stater, når vi læser ham: Hvad er et menneskeliv, er det så lidt værd?

Det blev et billede, som kom til at slå endnu stærkere ind, da jeg dagen efter at have afleveret speciale - med Blunden som uundværlig ingrediens - stod i et kapel under normannerkirken til St Edmund Hall i Oxford. Jeg var forbi til en konference, og gartnerne havde vinket mig ned for at dele et mindre chok. Den ene havde efterårsgravet kun for at stå med et lille victoriansk barnelig i hænderne. Han gentog igen og igen: Hvad er et liv, kan du svare mig, hvad er et liv?

Men hvis kunsten og vi i fælleskab har brug for gentagelsen til at bygge forståelseslag over, hvordan da med det første led i en mulig fødekæde:


Kianoush Ramezani, A-Clockwork-Islamist, 19.9.2012.


Iranske Kianoush Ramezani har givet os billedet af automatreaktionen, hvor ingen tankevirksomhed går forud og heller ikke er ønsket. Salafisten er rasende og han reagerer. Fornuft, ansvar og udveksling er ikke hans verden.

En stærk og farlig tegning, som kommentar til en vis nonsens-video på youtube, hvor vi endnu kun kunne gætte, men ikke vide omfanget af mulige reaktioner. Nu er Salafisten så tilbage, og denne gang i det Tunesien, han oprindelig blev tegnet til:

Cheldy Belkhamsa, efter idé af Kianoush Ramezani. Tegningen kan findes på Cartooning for Peace's hjemmeside, og da Cheldy går ind for kopiering, har jeg tilladt mig at vise den her.

Kopi eller næste led i en arketype? Denne gang har vi en hel papkasse af salafister, der blot skal vrides op. Det er en tung tegning. Heller ikke i stregen tør den Kianoush' enkelhed, som skærer helt ind til benet. Cheldy småsnakker. Som papegøjer snakker.

Tegningen føjer intet nyt til og bliver inden for den oprindelige idé. Den var snarere en let genvej til at levere et stykke arbejde, frem for at lægge lag til bladtegningen. En kopi dus. Dog med den lille positive sidebemærkning, at idéen blev brugt af en tuneser.

Shakespeare akkrediterer vi, når vi anerkender ham som vores fælles forståelseskilde. Det ville være fantastisk om salafisten skulle få sin egen arketypiske skæbne, så derfor ære til den, som æres bør: Kianoush Ramezani. Samme uge han tegnede salafisten, inddrog jeg den i et foredrag, og det siger noget om farligheden han tegner i, at også jeg følte et vist sug over bare at vise tegningen.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...