Thursday, 28 February 2013

Et ord om ytring og y-råbere



Ytringsfriheden indgår i et større rettighedskompleks til gensidighed mennesker imellem, herunder ansvar og respekt. Så vi ikke behøver en højere magt, en kongemagt eller diktator til skille mennesker fra hinanden og beslutte, hvem som må hvad.

I dag har vi juraen til at træde ind, når det alligevel går galt.

Hvad juraen gør i de tilfælde, som Jacob Mchangama søger at problematisere i dagens Politiken med udråbet om, at ytringsfriheden er truet. Han har en film undervejs over samme emne og forsøger at skabe sig noget omtale til den. Blot sætter han en diskussion i scene, der foregår på to planer. Vi har på den ene side noget udsagt, og så har vi på den anden eksempler på det voldelige gensvar.

Her skiller juraen voldshandlingen ud og dømmer den, som den retteligt bør på de præmisser, hvor handlingen hører hjemme. Som vold/mordforsøg m.m.

På det seneste har vi fået endnu et lag ind over, og som en række forfattere med Birgithe Kosovic som initiativtager har reageret imod: At den voldeligt talende slet ikke skal have hjælp mod volden, for vedkommende har i givet fald selv været ude om sig.

Det er det ultraliberale standpunkt om hvert menneske for sig og intet derimellem. I denne sammehæng er ytringsfriheden blot modeordet netop nu. Det kunne lige så vel have heddet skattetryk. For ultraliberalisten er hensigten og den påfølgende diskussionen den samme.


Men med en stor tak til uforglemmelige Richard Wollheim, æstetikprofessor gennem et halvt århundrede, så kunne vi opstille det ovenstående grafisk. En form for liste, hvor hver problemstilling deler sig i to, et simpelt og et komplekst punkt, for så igen ved nærmere eftersyn på det komplekse punkt at dele det op i to. Og så fremdeles, til vi ser på hele papiret, at noget er blevet hængende foroven, en problemstilling, som det ikke siden har været interessant at diskutere.

I dette tilfælde ytringsfriheden. Det er aldrig den, som virkelig er på tale og slet ikke på spil.


Det var Per Marquard Otzen ikke et øjeblik i tvivl om, da han i dag viste os, hvordan taleboblen har alle former i sig. Den er lige til at folde ud igen, hvorfor slutbilledet ikke danner slutning. Da har de to atter øjenkontakt med direkte udfordring fra den langskæggede om, hvad gensvaret nu vil blive.

En stor tak til Per Marquard Otzen for uforlignelige streger!


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...