Thursday, 7 March 2013

Alle burde have en Louise


Og dermed menes naturligvis Louise Arnheim. I daglig tale Det kgl. Biblioteks harddisk. Og så var hun fræk og fritænkende nestor, mentor og tutor for de unge mennesker, som var så privilegerede at få lov at følge med hende på togt i Bibliotekets magasiner. I dag ville hun være fyldt 90 år.

Per Marquard Otzen, "Hin Enkelte", 5.3.2013, Dagens Tegning, Politiken.

Dette er også dagen hvor tegneserien herhjemme markerer sine første 100 år, med Storm P. som bannerfører. Det er desuden året, hvor Kierkegaard trods sin runde alder må se sig noget forglemt, hvad angår festivitas. Han ville dog næppe have været entydigt bekymret over at slippe for endnu engang at blive kastet for mængderne.

Når Louise var på vej gennem gangene til et nyt togt, har jeg altid tænkt, at præcis sådan har Kierkegaard i sin tid taget sig ud. Let foroverbøjet i sin målrettede iver, lyset i øjnene, helt i sin egen verden.

- Forstyr hende ikke!

Blev der straks råbt, hvis nogen kom løbende for at hilse på hende.

Hendes togter var hellige. Jeg var endnu teenager som studerende på Håndskriftafdelingen, og hver gang en låner skulle have et originalmanuskript af Kierkegaard eller Guaman Poma de Ayalas krønike, blev mit skrivebord ryddet med besked om, at dette var vigtigere. Det er til din kultur! En anden gang var det måske førsteudgaverne til Peter Pedal, vi var ude at indtage.

Medarbejdere kom fra alle afdelinger og spurgte, hvor og hvad og om de havde i egne gemmer. Nu havde hun heller ikke så lidt omkring eget skrivebord, for hun afleverede nødigt, hvad hun først havde fundet frem. Det hed sig, at Louise var årsag til Diamantens hældning, for i takt med at hun tømte magasinerne, og vi befandt os ret langt oppe, blev bygningen stadig tungere foroven. Hvis nogen understod sig i at bestille en af hendes skatte, fulgte hun med ud på læsesalen og cirklede omkring synderen med tordenblik. Indtil vedkommende blev taget til nåde, og vi fandt dem ude at ryge sammen.

Den tid var en gave. Enhver ung burde have sin Louise, og nu har dagens ungdom gennem generationer mistet også Stéphane Hessel. De evigtunge, kontrapunktisk tænkende og kæmpende ånder, hvorfor Michel Kichka har vendt titlen på Hessels sidste kampskrift Indignez-vous en smule:




Inclinez-vous! - Vi bøjer os i støvet! Og siger tak.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...