Tuesday, 19 March 2013

Kunstnere i hospice


Vi er så forkælede. Da min Fars unge hjælpere fandt ud af, at Hans havde været A38, hvis replikker de stadig kunne citere ordret fra deres barndoms Nissebande-julekalendere, og han oveni var komponisten bag, så medbragte han straks guitaren og holdt en helt særlig koncert her i huset:

Hans Dal. Foto: Niels Larsen.

Med samme generøsitet har Hans Dal og Marianne Harboe skabt Kunstnere i Hospice, hvor de indlagte på hospice har mulighed for at ønske netop de musikstykker, sange, oplæsning eller fortælling, som de drømmer om at høre bare én gang mere. Kunstnerne har lige så generøst stillet op, og gjorde det fra Marianne og Hans første gang samlede os en efterårsdag i Odd Fellow var det i 2009? 

Dengang fornemmedes det endnu lidt nervøst fra kunstnerside. En del havde endnu ikke prøvet at være indenfor på et hospice, og hvad vil det sige at skulle stille sig frem foran så afkræftede mennesker? Til gengæld er der en hemmelig kode blandt dem, som har været indenfor. Vi ved på tværs af salen endnu uden ord.

Marianne Harboe fortæller for en fyldt domkirke i København. Foto: Niels Larsen.

Det var dengang. Nu er kataloget større end nogensinde, for når man først har prøvet det, kan man ikke lade være. Det nye katalog binder endog an til antologien Tæt på døden - tæt på livet fra 2012, som Marianne og Hans også stod bag. "Serielle entreprenører" er deres kærlige kaldenavn, for netop som de to er sunket udmattede sammen af alt det, de allerede har sat igang, og nægter nogensinde at finde på mere, opstår nye idéer, som de straks arbejder for også at give liv. Hver gang idéer til at berige deres omgivelser.

Marianne sætter punch bag sine ord. Foto: Niels Larsen.

Hospicer er og bliver et forunderligt sted. Ingen af os ønsker at være i den situation, hvor vores nærmeste må søge til hospice. Men. Et sådant sted er udfoldelsen af den inderste, stærkeste kraft i mennesket. Viljen til at leve. Alle er der, fordi de stadig skal og vil nå livet, hvad der forplanter sig til enhver, der er med indenfor dørene. Den stemning ville jeg ønske for alle at opleve bare én gang.


Kunstnere i Hospice 2013 udgivet af Foreningen af Frivillige ved Hospice.
For katalog, spørgsmål og forslag: info@harboedal.dk - tlf. 39631225.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...