Saturday, 23 March 2013

Muren af frygt findes ikke længere


"Pressefrihed bør indebære et ansvar snarere end at være noget man tager på sig i kaotisk form. Jeg kan ikke gøre, hvad jeg har lyst til at gøre, når jeg skulle få lyst til at gøre det, uden at tænke på konsekvenserne. Det er et spørgsmål om at være moralsk forpligtet. Det er relativt; og du er altid nødt til at finde den rette balance. Nogle aviser holder sig ikke tilbage fra noget og kalder det "frihed", mens andre aviser endog censurerer interessestoffet. For mig at se er begge dele lige slemt. For megen undertrykkelse i engagementets navn er ikke godt, men af samme grund er for megen uetisk engagement i frihedens navn heller ikke klogt. Det er ét og samme". 

Ord, der ville blive mødt med meget høje udråb herhjemme. Men uantastelige, når de kommer fra syriske Ali Farzat, på den anden side af lemlæstelsen af hans hænder i forsøget på at gøre hans tegnerstemme tavs. I stedet taler han klarere end nogensinde som et af symbolerne på, hvorfor kampen mod al-Assads regime skal vindes.

Hans kolleger - poeter, forfattere, musikere og dukkemagere - stod torsdag frem for os og viste os den tillid at turde fortælle åbent på et symposium i Rundetårn arrangeret af Center for Kultur og Udvikling, der samtidig markerede åbningen på Centrets udstilling over samme tema: Syria's Art of Resistance.


Still fra video af cdu.dk: http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=cjtTS7miX2o

Og hvilken skaberkraft, de repræsenterede! Om symposiet så kun havde varet 10 min. havde de givet os en magisk indlevet fortælling om Syriens smerte, om smerten hver dag:





Tegneren Kevork Mourad skaber performances, hvor han til musik arbejder med kun en lille pensel og egne fingerled, idet han tørrer våd farve ud i papir i kontrasten hvid/sort og lader figurer og arkitektoniske former opstå i papirets struktur. Statiske formationer, der får bevægelse gennem hans fingerbevægelser og når papiret siden rives op for at lægges ud i dobbelteksponeringer over tab, forsvinden og den smerte, som kun vokser. 

Klarinetten steg i mellemtiden til en skingren under loftsbjælkerne. Uforglemmeligt.

Kevork Mourads præcise og spændstige fingerbevægelser er en oplevelse i sig selv.
Still fra video af cdu.dk: http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=cjtTS7miX2o

Kunstnernes gennemgående tema var nedbrydningen af muren af frygt. Den omhyggelige tavshed under flere generationer af al-Assad-familiens styre for ikke at komme til at sige noget, som kunne straffes af styre og militær. Det brud var den største omvæltning, som Ali Farzat konstant har understreget. Hans eget brud skete, da han første gang satte genkendelige ansigter på sine tegninger og dermed rettede en direkte finger på styret:

"For mig er det at tegne et middel og ikke et mål i sig selv. Kunstneren skaber en idé, men hvis den pågældende kunstner ikke er en del af sit eget samfund, hvordan skulle han så kunne forstå, hvad der foregår, og afspejle det? For at være en god kunstner eller maler, er du nødt til at udtrykke folkets følelser og erfaringer. Kunst handler om at leve sammen med dit eget folk og at have et billede af, hvad det har brug for. Du kan ikke sidde i isoleret bag vinduet i dit værelse og tegne "livet". Det går ikke."

Hans tegninger er forblevet ikke-voldelige trods deres fortælling om den vold, der finder sted. Målet er demokrati, hvortil modstandskampen mod al-Assad er et middel. Men i sig selv er al-Assad ligegyldig som figur:


Ali Farzat, "Dagens Tegning" på hans facebook-side, 15. marts 2013:
Frihedens og den menneskelige værdigheds revolution... vil vinde. Om Gud vil.
Tegningen er beskåret til det halve og følgeteksten ikke oprindelig,
et træffende eksempel på tegningers eget liv i de sociale medier.

Ali Farzats store stolthed var at se sine tegninger printet ud og taget med i gadedemonstrationerne, da oprøret brød ud. Modstandskampen er overhovedet kendetegnet ved inddragelse af kunsten, hvor befolkningen har delt, diskuteret, udbredt og ladet den antage nye former på gaden og især i de sociale medier, hvor billeder og slagord får nye lag:

Juan Zero, Grafitti, 2012. Foto på cku.dks hjemmeside.
Spraydåsen blev et symbol på modstand i 2011, som oprørernes våben på gadeplan.
I Tunesien har WillisfromTunis ved Nadia Khiari tegnet salafisternes angst for "bomberne".


Juan Zero genkendes på sin spinkle konturstreg med en horisont lagt tværs gennem sine tegninger, som var tegningerne en uendelig strøm, et stykke gadekunst af mure blot på papir. Gerne med en enkelt figur, der sammen med horisontens bevægelseslinje giver mindelser om Osvaldo Cavandolis La Linea-animationer. Kuglen er altid en fotografisk gengivelse, der understreger dens vold i det tegnede rum.

Og dog ønskede ingen af kunstnerne at svare entydigt på, om kunsten kan gøre forskel. Lad os derfor også give det sidste ord til Ali Farzat på vegne af alle. Dette og ovenstående citater er fra et interview i Prins Claus Fund Gallery's udstillingskatalog Culture in Defiance fra 2012:

"Efter overfaldet på mig, hvor mine hænder var blevet brækket, blev jeg spurgt, om jeg stadig kunne finde modet til at tegne? Jeg svarede, at jeg havde været skamfuld over 13-årige Hamza al-Khateebs lidelser (hvis død efter tortur afstedkom protester over hele Syrien). Jeg føler mig ydmyg over for den kultur og det hjerte, som mennesker udviser, der ikke kan tegne eller skrive, men som ofrer deres liv for friheden".


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...