Wednesday, 19 June 2013

I byens forgrund


Når bladtegnere diskuterer, er det om at læne sig nydende tilbage og lytte. For lige så svært det er at få dem til at ymte noget som helst, når det gælder deres egen kunst, lige så ivrige bliver de, når de diskuterer deres kollegers streg.

Denne gang var det endog til udsynet til endnu en af Jørn Villumsens mesterandstegninger, som absolut hører hjemme i samlingen. Denne er båret af en vuggende gang, så bevægelsen fornemmes trods tegningens to dimensioner:




I tilbagelænet tilstand anedes kompositionen at være set før. Her, hvor byrummet er synligt, fordi alle, selv politiet, er gået over til nymodens fastfood, og ænderne, nu i form af pølsevogne skærer en ensom figurrække gennem byen.

Grundformen er dog den samme som altid med den høje horisontlinje, der skærer det øverste af tårnene af. Mens horisontens højde dramatiserer sporvognsskinnernes optegning i den grå asfalt:


Pietro Perugino, Kristus overdrager nøglerne til Skt Peter, 1481/82, Det Sistinske Kapel.

Kunsthistoriestuderende fra lige før årtusindskiftet kender bedst Perugino - Rafaels lærer - fra papkort, klæbet op i sort/hvid, som vi fik stukket ud til eksamen uden en eneste tanke om farvesiden. Det var perspektivet, der skulle bankes ind. Det var som nævnt i et tidligere årtusinde.

Renæssance i studiesammenhæng satte derfor et vist lighedstegn med indoktrineringen af akademielever i Eckersbergs perspektivlære, dem, som bagefter ikke formåede at tænke selvstændigt - Valdemar Andersens egne akademilærere var storartede eksempler - så lad os i hans ånd stikke af for at tale om betoningen af forgrunden.

For linjerne i byens grundflade bygger op til fortællingens bredde i forgrunden. Byen bagved er kun virtuositeten til at give dybde til det egentlige. Her var det, at Per Marquard Otzen indkastede fagtermen vehikel, som vi kender fra retorikken over talens metaforer, hvor det billedlige transportmiddel - såsom ænder - ender med at blive så meget mere end netop et transportmiddel for mening.

Kristus med disciple er fremstillet utallige gange og bliver dog hver gang bærere af naturligvis ikke nyt indhold, men elementer til ny forståelse. Ænderne skærer ind som et stykke uskyld, umuligheden i moderniteten, det element som aldrig kan gå op, og som derfor så meget desto mere sætter byens livsvilkår i relief.




Hvor Perugino har placeret sin Judas, er i stedet den mindste pølsevogn, som altid hoppende bagefter for at kunne følge med. Kristusfremstillingerne har et forspring, men Kristus som ænder har begge bevist deres billedstyrke i foreløbig to årtusinder.

TAK til Jørn Villumsen for hans tegnekunst og til Per Marquard Otzen for at diskutere med!


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...