Wednesday, 26 June 2013

Radikalisering i fortid


Radikalisering har været disse dages buzz word i den mulige skræk for en håndfuld syriensfrivillige, hvor mange vides ikke helt, men en håndfuld, som vil ud at gøre deres egen forskel for Syrien. Skal de overhovedet have lov at komme tilbage? Hvad når de ikke at lære ude? Hvor radikaliserede vil de være? For krig foregår mellem stater og er ikke en sag for individer, fastslås det.

Det hører vi fra debattører, som har terpet Gustav Munch-Petersen i deres skoletid. Hans stærke digt til sine forældre som frivillig i Spaniens borgerkrig, hvor han faldt i 1938, har man trykt, genoptrykt og atter genoptrykt i danskbøgerne til generationer af danske unge. Et digt, der er indbegrebet af det unge menneskes tankebaner. Om at måtte skuffe sine forældres forventninger, fordi han måtte følge sin overbevisning om at gøre det rigtige uanset prisen. Ord, vi har fået lagt foran os i den alder, hvor vi var allermest påvirkelige.

For det er menneskets inderste ikke at kunne lade være, når drøm og handling går op i en højere enhed. Muligheden for at gøre forskel - til tider uanset prisen. I hver krig gennem historien er en lille håndfuld draget ud, fordi de i deres indre måtte og skulle. En af dem var Johannes Hage, som i dag bedst kendes som ophavet til Nivaagaards Malerisamling og den plejeinstitution, som nu bærer hans navn.

Men Johannes Hage var overordentligt meget mere. Herunder radikaliseret. Radikaliseret af sin egen hjemstat, der havde brug for idealistiske unge mænd i 1864. Her mistede han sin bror ved Dybbøl og blev selv såret ved tilbagetrækningen i juni. Undervejs havde han sendt omhyggelige beskrivelser hjem om troppebevægelser og strategiers mulighed eller håbløshed, som hans politikerfar tog direkte op i rigsdagen.

Johannes Hage havde ganske enkelt lært at bruge våben, og én gang soldat altid soldat, fastholdt han livet igennem. Så da Grækenland kæmpede for at få Kreta tilbage fra tyrkisk besættelse, slog han til. Det manglede bare andet. Året var 1896/97 og han var i mellemtiden blev en gigtplaget 55-årig, men det var ingen grund til holde sig tilbage. Han drog derfor afsted for at melde sig til tjeneste hos Fremmedlegionen. Alt i alt tog måske 30 kampberedte danskere afsted, ligesom nu?

Han endte derfor i Blækspruttens kavalkade over årets personligheder, tegnet af Alfred Schmidt. Sådan ser det ultimative individ ud, der undergraver rigets sikkerhed:


Alfred Schmidt, Blæksprutten, 1897:
"Da Johannes Hage kom til Krigens Skueplads,
var der saa fredeligt som paa Frue Plads".

Men den lidt skæve fortælling om paraply og sabel i symbiose ville ikke være interessant for os i dag, hvis den kun handlede om en gigtplaget herre, som aldrig nåede i kamp, fordi de græske tropper var faldet fra hinanden, da han nåede frem.

Johannes Hage medbragte et helt hold af læger, sygeplejerske og dyrlæge, den sidste til kavaleriets heste. Hans 4 år ældre søster, Ville Heise, var draget med til felten for at sikre sig, at hendes Johannes ikke blev slået ihjel, men da der nu ikke var krigshandlinger, tog han rundt til lazaretterne og så, hvor der skulle sættes ind: De britiske læger eksempelvis havde et overforbrug af morfin, noterede han i en særlig notesbog, underforstået, at de havde fundet en genvej til plejen af de sårede, der ikke var acceptabel, mens Ville Heise organiserede flygtningelejre. 

Denne del fortalte han aldrig til nogen. Han skiltede aldrig i sit liv med sin indsats for andre mennesker - og hans indsats var kolossal. For sine landsmænd var han kun krigeren og eventyreren, farlig og mildt lattervækkende på samme tid.

Der var derfor også en hjemkomst, og efter det ulyksalige 1864 havde landet lagt sig efter en neutralitetspolitik, som Johannes Hage og hans medkombattanter havde sat i fare ved deres private initiativ. Der var derfor en regning at betale ifølge Folketinget, der fremlagde lovforslaget "ang. Forbud mod at understøtte Krigsførende Magter".

Med ekstra dimension, da lovforslaget skulle fremlægges første gang, at Johannes Hage var folketingspolitiker for Højre.

Debatten var ond, men nålestikkene og insinuationerne - for mere direkte kunne de ikke angribe ham af hensyn til Folketingets etikette - prellede fuldstændig af på ham. Fra talerstolen slog han fast, at trussel om fængselstraf aldrig har afholdt nogen som helst fra at følge deres overbevisning. 

Hans ord tog luften ud af diskussionen. Der skete ikke yderligere. Før spørgsmålet igen blev aktuelt med Spanien i 1936. Der endte i danskbøgerne som forbillede for de kommende generationer.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...