Saturday, 20 July 2013

At se kattedyret i øjnene



Bob Katzenelson, Karla bliver i zoo, Forlaget Afart, 2012.


Valdemar Andersen, helsidesillustration til J.H. Campe: Robinson 
- Beretning om en Drengs mærkelige Hændelser paa en øde Ø,
1920.
Tegninger er forunderlige ved trods undtagelser ikke så sjældent at have stået sig bedre på tværs af tid end de tekster, de først blev tegnet til.

Johannes V. Jensen eksempelvis beskrev mødet med dyreverdenen som koldblodigt at se tigeren i øjnene, inden han affyrede sit dræbende skud i bevidstheden om selv at være det ypperste eksemplar på udviklingsstigen.

Mødet med dyret var med andre ord allerede afgjort, hvad der er en entydighed, tegnerne sjældent bruger. Tværtimod lagde Valdemar Andersen i sin billedgørelse af Robinson et ekstra lag ind i fortællingen om at se - og dømme - disse mærkelige fremmede. I billedform er Robinson den stærkrøde, han forbliver udenfor. Han stadig ser og dømmer, men vi, hans beskuere, ser, at det er fordi, han er den fremmede.

Hvad vi beskuere også er på øen, så vi får lov at kigge med over skuldrene på Robinson og Fredag.

Robinson blevet tegnet, mens Valdemars søn, Ib Andersen, sad ved siden af og tegnede sine egne krigere og skeletter på stranden. 90 år efter er Karla hovedpersonen, tegnet af sin far, Bob Katzenelson. Og hun er i rød trøje.




Det er hendes far, vi ser bagved i forsøget på at tale fornuft til den større kraft foran sig: Hun vil blive i zoo. Selv hendes mobil nægter at høre efter. Forskellene i højde er indbegrebet af Bobs tegneteknik, der aldrig fanger motivet lige på. Vi ser hans motiver eksempelvis som her fra en skrå vinkel nedefra, så proportioner trækkes ud af alle forskrifter for deres sammenhæng og lader de vigtigste blive størst. Som de fortvivlet - forgæves - overtalende hænder, mens hele hans krop er én lang bugtning med hoved, der skiller ved kindbenene og lægger panden bagerst.

Han er ingen hanløve.

Den betuttede løve ovenfor viser anderledes kraft i tandsættet over for sit eget afkom i en af bogens flotteste tegninger. Zoo-tårnet sætter distance, flaget blafrer fjernt og i modsat retning. Men vi er med indenfor, som næsten også Karla selv. Hun er af samme farve som måltidet i øvrigt, hvad der fanger hendes glade længsel efter at være med.



Ude som inde, og hvem er hvor, zoo er en konstruktion, der er perfekt til at kortlægge en bladtegnings anatomi, som tegneren Bob Mankoff fortæller på en TED-video, udbredt af hans avis, The New Yorker, på facebook den seneste måned:


http://www.youtube.com/watch?v=FKxaL8Iau8Q

Der er naturligvis den politisk korrekte tegning
.
http://www.youtube.com/watch?v=FKxaL8Iau8Q
Der er de velopdragne tegninger. En traditionel tiger bag tremmer. Vi oplever som beskuere en vis farlighed, men vi er alligevel beskyttet på den anden side af tremmerne.



Men det egentlige sker med den modsatte kombination, når vi ikke ved, hvor tigeren skal findes. 

http://www.youtube.com/watch?v=FKxaL8Iau8Q


Tigeren udenfor var den bogstavelige pointe, da Valdemar Andersen lavede billedside til digtsamlingen Zoologisk Have af Kai Holberg fra 1907. Ifølge digtet over tigeren lykkedes det den at stikke ud af buret, kun for panisk at indse, at den aldrig havde kendt verden udenfor. Den er nu degenereret til mønster, en diskussion i tegnet form af blikket som magtdemonstration - tegnerens som beskuerens som zoo-gæstens - på et andet levende væsen.

Knoglerne er kun hånende rekvisitter. Løven ved endnu ikke bedre og kaster sig igen og igen mod sin metalramme.

Orangutangen, der også blev tegnet til digtsamlingen, afgik ved døden samme år. 







Digtsamlingens billedside blev frækt til plancher for hvert dyr. Plancher udsiger videnskab, ovenfor er FLAMINGOEN, hvis nogen skulle være i tvivl. Frækheden lå da i ikke så meget at kortlægge hver en fjer, som at tegne kunst på dyrets bekostning.

Nu eksempelvis FLAMINGOEN, som udgør en uendelighed fra halsens ganske lette bøjninger, så vi knapt tænker over taktikken: Den rammer hovedet mod navnebanneret foroven, mens vandets spejling og sluttelig bugtninger ved nederste billedkant sørger for, at benene aldrig slutter. Baggrunden er en flade af skraveringer, som kun vores erfaring om dyr i zoo gør til en indhegning. Udenfor befinder sig bladløv, tegnet "gammeldags" og florissant, for vi er jo indenfor - i den ny videnskabs, undskyld, kunstens verden.







Bob derimod er fortæller, så han lader hegnet adskille dem fra os til at skabe flere fortællelag, der forenes i mødet. Denne gang er det flamingoens hoved, der bemægtiger sig vores fulde opmærksomhed over for en nærmest gennemsigtig faderfigur. Karla derimod er kommet i dialogisk øjenhøjde med fuglen. 

Når vi taler om fortælling, se blot halsen på flamingoen. Den er tegnet op af tilsyneladende glissandi, der pludselig brydes for at tage nye drejninger og som med stregens skiftevise emfaser og tryksvaghed tilsammen danner en selvbevidst knejsende, jazzende fugl.

Og så skal vi i øvrigt ikke afsløre mere her: 


ved Forlaget Afart, 2012.


Vi fik aldrig et foto eller en tegning af Valdemar i en tegnestund med den lille Ib, så vi råder bod på savnet med et foto af tegneren og hans hovedperson:




TAK til Bob for tilladelse til at vise tegningerne - kommer næste tegnede eventyr snart?

Bob Katzenelson: Karla bliver i Zoo, Forlaget Afart, København 2012.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...