Friday, 26 July 2013

Efter - eller altid undervejs


Den politiske tegning har haft sin tid, ifølge Deborah Solomon i NY Times, hvor hun anmeldte Victor S. Navaskys The Art of Controversy: Political Cartoons and their Enduring Power. Navasky har i sin kapacitet af chefredaktør for The Nation selv medvirket til at udvælge tegninger, der er blevet stående i hukommelsen som billeder på deres tid.

Navaskys udvalg af tegninger kommer hun ikke nærmere ind på, hvad der ellers er en af de vigtigste følgevirkninger af denne typer bøger, fordi diskussionen blotlægger, hvordan vi hver især ville vælge helt andre, og heri erkende, hvor mange og hvor meget tegninger har grebet ind i deres tid og betydet for indsigten bagefter.



Ved at at vende betydningsdiskussionen ryggen, får Deborah Solomon gjort tegning til et fortidigt fænomen på vej at forsvinde helt, endnu før den sidste papiravis er udkommet. I USA fyres de politiske tegnere på stribe som led i redaktionernes overlevelsesforsøg, hvor alle omkostninger skæres fra. Det ligger lige for at konkludere, at tegningen har haft sin tid. Der er kun den lille morsomhed, den milde pointe tilbage.

Alligevel. Der er et stort spring fra avismediets problemer til at konkludere tegningsmediets betydningsløshed. Faktum er, at tegningen er så stærk og farlig som nogensinde. Hver dag bringer sine tegnede fabler.


Tunesiske Zwewla på besøg hos egyptiske kolleger, juli 2013.
Tak til Oussama Bouagila for tilladelse til at vise foto.


Det er faktisk en travl beskæftigelse at følge med i tegnernes udviklinger, forsøg og mod fra på tværs af kontinenterne. I krisetider kommer de brudflader frem, som tegnekunsten trives i. Og dertil bruger tegnerne nye flader, eller skal vi kalde dem de allerældste. Der er visse motiver, som end ikke når papiret, de omsættes direkte på mure og vægge. Det kan ikke blive mere oprindeligt. Det betyder samtidig, at det tegnede kan nå sin beskuer allerede i tilblivelsesprocessen.


Tunesiske Zwewla på besøg hos egyptiske kolleger, juli 2013.
Tak til Oussama Bouagila for tilladelse til at vise foto.

At alle overflader, opmurede som virale, tages i brug, er udtryk for tegning som et stykke basal kommunikation. Et behov for at udtrykke sig, udveksle - uden derfor altid at lytte, for sommetider er udsagn også udråb, erklæringer, der så til gengæld får gensvar ved at få nye lag af tegning/maling over sig.

Det er lige så sofistikeret, som det er basalt. Bladtegning har som analytisk medium og dertil som del af en handlingskultur ikke andel i talen om autenticitet. Og dog.


Tunesiske Zwewla på besøg hos egyptiske kolleger, juli 2013
 - med Morsi i nærbillede, murens ujævnheder får overfladen til at ligne fed olie
som for et klassisk portræt.
Tak til Oussama Bouagila for tilladelse til at vise foto.


Hvilket alt i alt er endnu et argument for at bladtegningen bør skifte navn på dansk. Men det er ikke tegningens problem.


Tak til Dr. Kees Ribbens for tip om anmeldelsen og lettelse over, at Oussama Bouagila nu er løsladt af det tunesiske politi efter gårsdagens protester i kølvandet på mordet mod endnu en oppositionsleder, Mohamed Brahmi.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...