Friday, 23 August 2013

En tegnet og tegnende kongerække


I mandags blev Per Marquard Otzen udnævnt til æresmedlem af Danske Bladtegnere og i den anledning har han tegnet en sand kongerække af æresmedlemmerne gennem nu 80 år:

Per Marquard Otzen, Danske Bladtegneres Æresmedlemmer, 23. august 2013.


Det er et tankevækkende gensyn med dem, som satte så meget i gang: Alfred Schmidt, den allerførste til det hele. Ham, som altid satte nyt i søen og blandt meget andet skabte de tidsskrifter, der gav dem allesammen et ansigt udadtil. Uden ham ville vi aldrig have haft den fundering af tegningen, der har direkte linje til i dag. Der er maleren: Johannes Larsen, som levede så længe, at generationer af tegnere nåede at sidde med tegnebrædderne sammen med ham og suge til sig. Axel Nygaard, hvis klare streg hver dag genfortolkede det ganske vist altid skiftende vejr, men dog aldrig så mangfoldigt, som hans tegninger var af det. Og som hans kolleger derfor prøvede at gøre ham efter. Gerda Ploug Sarp, den gennemførte og også den mest mørkstemte af flokken?



Lad os lige tage en fri linje inden vi fortsætter, for det er guld, disse tegnere -

Der er Hans Bendix, den kritiske stemme, der formåede det umulige at få tegnerstanden indrulleret i journaliststanden og sikre dem rettigheder og respekt. Det ville i dag svare til, at sygeplejerskerne fik samme løntrin og status som lægerne. Bendix kunne med andre ord få kamelen gennem nåleøjet og endog få det til at se let ud. Der er den internationale, som kunne eksperimentet og det kommercielle som ingen anden, hverken før eller siden: Walt Disney, og så er der ham, vi allesammen uanset vores alder i dag er vokset op med, og som lærte os at se verden: Ib Spang Olsen.

Og nej, forresten, Valdemar Andersen blev aldrig æresmedlem, for han døde i 1928. Fem år før Foreningen blev dannet.

Men Pers tegning er også en tegning over, hvordan kongerækken tegnede. Axel Nygaard er lagt op i sin egen korte og klare streg, Ib med de fine tynde lag, Bendix i hans bevægelsesstreger og deraf i løs struktur som figur, mens jazz-musens tegner har kraftfulde sving, der sammen med Johannes Larsens kraftfulde opstregning skaber spænding over fladen. Jeg har aldrig indrømmet det over for Per, men jeg har et par gange prøvet, om hans tegninger kan måles efter, om et system er at finde under. Hver eneste gang er konklusionen, at han bryder enhver regel og tegner, som netop denne tegning skal løses. Kun den store kunstner kan gøre netop dét.


TILLYKKE til Per Marquard Otzen i den kongerække, hvor han retteligt hører hjemme!


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...