Friday, 16 May 2014

Tilfældet Kaj Munk


This is a post in Danish only, for which I apologize. It is on the priest, dramatist and poet, Kaj Munk, who was a fervent admirer of Hitler and Mussolini in the early 1930's. He would later become a critic of Nazism, but so late that by then Hans Bendix for one had had to flee the country. The text beneath is an excerpt from the manuscript Nervestregen on the said cartoonist, that particular era and a priest, he could not possibly respect:



I 1934 stod Hans Bendix for at udgive anden udgave af sit tidsskrift Aandehullet. Denne gang i større oplag, en større række af bidragende personligheder og ufravigelig opmærksomhed fra den tyske, dvs. nazistiske gesandt i København. For slet ikke at tale om Udenrigsministeriets irritation, der meget lidt brød sig om tegneren, der konstant organiserede nye kritiske tiltag mod nazismen.

Blandt bidragsyderne til dette nummer var Kaj Munk, og det er blevet spekuleret, hvorfor i al verden han kom med. Han bidrog med to yderst ubehagelige digte, rendyrkede forsvar for nazismen. Det viser sig, at to breve er bevaret fra Hans Bendix til Kaj Munk om sagen, der sætter spørgsmålet på plads. De befinder sig på Kaj Munk Forskningscentret, til hvem der skal lyde en stor tak for deres hjælp.



Uddraget nedenfor er fra manuskriptet Nervestregen, der kan læses i sin helhed her. I det første af de to breve hører vi, at Hans Bendix var rejst til Vedersø for personligt at overtale Kaj Munk til at bidrage. Formodentlig har han brugt samme taktik over for alle bidragsydere. Det var blot så meget mere overraskende, at han skulle bruge så mange kræfter på Kaj Munk.

Munk sagde da også nej, kan vi forstå ud af det første brev. Han undskyldte sig med travlhed, hvad Hans Bendix kunne underminere med at fortælle, at deadline var blevet flyttet en måned frem: "Skulde der i dette Tidsrum ikke nok blive noget De vilde have haft Luft for og puste ud gennem "Aandehullet"?"

Og for nu at gøre tidsargumentet helt til skamme, havde Kaj Munk taget sig tid til at polemisere over en boganmeldelse i anden sammenhæng og havde svaret igen på tryk, hvorfor Hans Bendix konkluderede, at Munk ved at have "(…) haft Tid til det opmuntret givet mig et lille Haab om ikke at skulde gøre min Rejse forgæves." Afrundet med den ultimative underminering af enhver argumentation: "Kan De forresten overhovedet nænne at sige nej?"

Kaj Munk var ikke hjemme og har også denne gang bagefter takket nej på skrift. Hvor første afslag har været høfligt, blev dette utvetydigt. Det er ikke bevaret, men "Tak for Deres Salut", skrev Hans Bendix tilbage efter salven: "De beklager, at De ikke var hjemme, da jeg aflagde Dem Visit i Tirsdags. Men hvor kunne jeg vide, at en Guds Mand var optaget af at dräbe umälende Väsener i Egnen omkring Kragelund?"

Spydige ord, der én gang for alle afkræfter, at Hans Bendix skulle være blevet overlistet til at lade Kaj Munk bidrage med de to små digte, der endte med at blive bragt i den anden udgave af Aandehullet, og som begge undsagde tidsskriftet. Der har været spekuleret og hidtil konkluderet, at de ikke kan have været Hans Bendix' hensigt. Men Kaj Munk var et stort navn i tiden, som Hans Bendix bagefter begrundede valget. I en grad, at han i sit gensvar til det utvetydige, andet afslag, groft ironiserede over Munk som præst og pronazist. Det er ord, der lige siden ville have været injurier, Hans Bendix kaster tilbage:

"De skriver endvidere, at De synes Förste Nummer af Aandehullet var modbydeligt og at De kun vil skrive i det näste, hvis det bliver fyldt med Forherligelsen af Nazismen. Ved min Rejse til Vedersö, Prästegaard har jeg tilsträkkelig vist, hvor gerne jeg saa Dem som Medarbejder ved Aandehullet, men jeg kan ikke tjene Dem i at lave et Särhäfte med Knäfald for Nazismen. Förste Nummer er jo et Dixi, - og i Parentes et SALVAVI ANIMAM MEAM - men jeg vil jo ikke forhindre Dem i at väre Nazist, eller i et Hyldestdigt eller Artikel give Udtryk for et eller andet indviklet Syn på Nazismen. Vil De komme med det, skal det loyalt blive optaget i Aandehullet."

Formodentlig blev det en enkelt sætning i denne fornyede opfordring, som provokerede Kaj Munk til at gribe pennen. Dixi et salvavi animam meam: Jeg har talt – i betydningen advaret – og reddet min sjæl. Citatet er fra Biblia Vulgata, den første bibeloversættelse til latin, og løseligt formuleret over to skriftsteder – Første Mosebog over hvem, som skulle skånes ved syndens byers, Sodoma og Gomorras, ødelæggelse, og Ezekiels Bog over at prædike og gøre sit til at uretfærdighed ikke finder sted. Den uretfærdige skal advares, ellers skal den tavse betale med eget blod, ligesom den retfærdige skal advares mod at synde. Barske og meget blodige kapitler om at rydde ud, for ændrer den uretfærdige ikke kurs, skal denne miste livet.

Hans Bendix havde skrevet til en teolog, og ret og uret blev hovedtemaet for de to digte, der, som lovet, blev loyalt optaget i Aandehullet. Et kraftigt gensvar omkring retfærdighed, som det korteste af de to lyder:

"TILFÆLDET HITLER?

Hvis du i denne syndige Verden
vil lave en statue af Retfærdighed,
er der ikke Stof nok til Soklen ogsaa;
den maa du lave af Uret".

Udrensning som nødvendighed, lød det konstant fra nazismen, og dermed en afgørende forskellig konklusion fra den straffende guddom, der talte i Ezekiels Bog. Her kommer den uretfærdige ganske vist også af med livet, hvis hun eller han ikke holder op med at begå uretfærdighed, men med muligheden for at beholde sit liv, hvis det lægges om, og dermed et vist niveau af valgfrihed.

Den mulighed findes ikke i Kaj Munks version. Der er intet valg, ingen frelse. Kun udryddelse, kaldet "Oprydning", og det medfører nødvendigvis et vist spild, som en verselinje lyder i det andet af Aandehuls-digtene, idet en havekarl fjerner maddiker, for at køkkenhaven kan trives. Han "snitter de grimme Steder ud", mens "de Urter, der ikke fejler videre/himler op i særlig Grad/For de forstaar ingenting af det hele". Men havekarlen er ubønhørlig i sin konklusion: "Jeg gør lidt Uret for at hjælpe det Rette til Rette".

Aandehullet repræsenterede dem, som "himler op i særlig Grad", så redaktørerne brugte tegningsmediet til et frækt strategisk modtræk. Digtene fik lov at stå tilsyneladende ukommenterede i ord, men delte opslag med en helsidestegning af Ib Andersen, ”Kvinde jages af By”: 




Tegningen bar en dato for, hvornår den pågældende jødiske kvinde i Tyskland blev overfaldet af borgere, militær – og præster – som refereret i The Times. Dette var køkkenhavens virkelighed, den 23. August 1933.

Ib Andersen har fået alle de institutioner af gårde, som hurtigst fulgte trop i Nazityskland. Billedrummet er bogstaveligt fyldt med høje hatte, præstekjoler, det lysende kors, kupler, søjler og krummelurer på institutionerne – normerne, som har vist sig parate til at lade sig korrumpere og nu vender sig mod den enkelte, den rene sårbarhed, der burde være under deres beskyttelse. Dette er den moderne udgave af Kristus hånes, nu af de kristne selv.

Ib Andersen har tegnet direkte og umiddelbart på sin vrede. Konturer tegnes op igen og igen, for ellers kunne vi end ikke opdage den overfaldne i virvaret. Kompositionsprincipper når han slet ikke hen til. Frem for at give os det hele ved at fortælle en detalje, hælder han det hele ind, så tegningen fremstår lag på lag på lag.

I uddrivelsen bliver de grimme de selvretfærdige, som Ib Andersen lægger frem for os. Hvor bibelteksten henviser til en guddoms definition på retfærdigt liv, er realiteten bag Kaj Munks retfærdighedsforståelse, at mennesker og deres institutioner selv beslutter hvem, som skal leve. Institutioner er aldrig andet eller bedre, end de mennesker, der befolker dem, og som derfor udvikler sig til en lynch mob. En dyrkelse af egen formåen, hvor de gør sig selv til afguder og med korset lysende på billedfladen. 

Hans Bendix beskrev selv siden Kaj Munk, at han i sin iver efter at søge "at undskylde helvedeskarlen af en statsmand” støttede op om en ny dans om guldkalven. Munk var en teolog, der havde misforstået, hvem hans trosbekendelse rettede sig mod. 


Teksten kan som nævnt læses i sin helhed her. Tak til Ib Andersens familie for tilladelse til at vise tegningen.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...